Hvorfor revner eller krakelerer trykket?

Har du oplevet at stå med en glad og tilfreds kunde, som du lige har leveret et superflot sæt tøj til - men 3 uger senere står samme kunde hos dig igen? Denne gang ærgerlig fordi logoet er gået i stykker! Det er der nogen, der oplever – og ofte skyldes det fejl under påvarmningen af logoet.

De fleste påvarmningsfejl skyldes:

  1. 1. For lav temperatur
  2. 2. For lavt tryk
  3. 3. Syninger og/eller lynlåse i varmepresseren

Kendetegnende for disse fejl er at de er nemme at lave, men kan være svære at opdage. Ofte kommer denne type fejl først til udtryk, når tekstilet bliver brugt og/eller vasket - og så er skaden sket.

For lav temperatur

Denne fejl kommer til udtryk ved, at logoet revner eller krakelerer.

For lav temperatur resulterer dels i, at limen ikke bliver opvarmet nok og derfor reduceres limens evne til at hæfte. Samtidig smelter farve og lim ikke korrekt sammen, hvilket betyder, at farven slides af. Begge dele nedsætter logoets holdbarhed.

For lavt tryk

Denne fejl kan i nogle tilfælde registreres med det samme, simpelthen fordi logoet ikke hæfter eller kun hæfter delvist på tekstilet. Ved brug eller vask vil logoet falde af - enten helt eller delvist.

For lavt tryk medfører, at transferen ikke bliver trykket ordentligt ned i tekstilet, hvilket nedsætter logoets evne til at hæfte og dermed reduceres holdbarheden på logoet. 

Syninger og/eller lynlåse med ind i varmepresseren

  

Denne fejl kan i nogle tilfælde konstateres med det sammen, ved at logoet ikke hæfter, men vil oftest komme til udtryk ved at logoet krakelerer eller delvist falder af.

Syninger og/eller lynlåse som er med inde i varmepresseren, når logoet skal påvarmes, kan føre til, at logoet ikke får et ensartet tryk. Samtidig kan en kraftig syning og/eller lynlås resultere i, at logoet ikke får varme nok ved overførslen. Begge dele nedsætter logoets holdbarhed.

3 gode påvarmningsråd

  1. 1. Tjek temperatur og tryk inden du går i gang
  2. 2. Sørg for at syninger og/eller lynlåse er uden for bundpladen
  3. 3. Brug de nye korte videoguides på YouTube

Vi har sat strøm til vores påvarmningsinstruktioner i form af korte videoguides. Videoerne er tiltænkt nye som garvede medarbejdere, der – på under 4 min - kan få en grundig information omkring korrekt påvarmning.

De første videoer ligger allerede nu på vores YouTube kanal og der vil løbende komme flere til.